Om Pilotprojekt Anholt Højskole

 

Pilotprojekt Anholt Højskole skal undersøge, hvordan vi på længere sigt kan etablere en højskole, som kan blive et levende, kulturelt samlingspunkt på Anholt, og som kan skabe arbejdspladser og tilflytning til øen.

Øen Anholt ligger tre timers sejlads fra Grenaa og er Danmarks mest isolerede ø. Her danner omkring 150 fastboende et levende samfund, for herfra kan man ikke pendle til skole eller arbejde på fastlandet. Helårs samfundene på småøerne er sårbare i en verden der struktureres i stadig større enheder, og hvor ”livet i udkanten” ofte diskvalificeres i den offentlige debat og politisk. Men livet herude har meget at byde på, både for de fastboende og for de mange som hvert år besøger Anholt. Derfor er det vigtigt, at der til stadighed skabes muligheder for arbejdspladser, skolegang og almindeligt hverdagsliv på øen. Samt at der skabes rammer for fællesskab og udvikling, så sammenhængskraften bevares.

Anholt er kendetegnet ved en helt særlig og vild natur. Havet har altid formet livet på øen og gør det stadig. Anholterne er mennesker der hver dag vælger at leve med naturen herude og fjernheden som et grundvilkår. Med initiativ og risikovillighed har de skabt sig et liv på øen. Vores idé med at lave en højskole på Anholt er at udnytte disse ressourcer i naturen og lokalsamfundet og lade dem komme til glæde for mange flere.

Målsætningen med pilotprojektet er at undersøge hvordan en højskole, der har ø-liv og kystkultur som grundlag skal udvikles og drives på Anholt. Pilotprojektet skal planlægge og gennemføre prøvekurser, gøre research på højskoledrift, og afholde tænketanke med forskellige grupper af mennesker som er fastboende, eller har tilknytning til øen, og om nødvendigt med ekstern ekspertise. Målet er at udnytte øens ressourcer, kompetencer og netværk bedst muligt. Fordi Anholt ligger så langt fra fastlandet, har de fleste anholtere flere kasketter på både i det private liv, foreningslivet og erhvervslivet. Mange anholtere har specialviden om historien, naturen og dyrelivet, havet, selvforsyning og drift af mikrovirksomheder.

Pilotprojektets mål er at afholde fire ugekurser i perioden september 2018 – juli 2019 med 20 deltagere på hvert kursus og hvor mindst 75% af undervisningen varetages af fastboende anholtere, og leveringen af ydelser købes hos de lokale erhvervsdrivende. Desuden skal resultatet af pilotprojektet være et færdigudviklet idegrundlag og en virksomhedsplan udarbejdet i samarbejde mellem foreningen, en tænketank bestående af højskoleforeningens interesse netværk og de konsulenter fra højskoleverdenen som projektet ønsker at tilknytte.

Projektet er organiseret under Anholt højskoleforening, som er en almennyttig non-profit forening, hvis formål er at etablere en levedygtig højskole, der tiltrækker mange forskellige slags mennesker. Foreningen samarbejder med de lokale erhvervsdrivende og de samfundsinstitutioner, der findes på øen, som for eksempel skole, kirke og redningstjeneste. I projektperioden bliver der ansat to lokale projektmedarbejdere, som skal være den daglige ledelse i projektperioden, samt være tovholdere mellem forening, lokalbefolkning, undervisere og kursister. Når højskolen forhåbentlig er etableret, skal den drives af en bestyrelse.